Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: »Det er Herren.« . . . Jesus havde kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet dem, at de skulle blive menneskefiskere. Det var for at få dem til at erindre denne oplevelse og for at forstærke indtrykket af den, at han atter gjorde dette under. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde givet sine disciple. Det viste dem, at deres Mesters død ikke havde gjort deres forpligtelse mindre til at udrette det arbejde, han havde bestemt for dem. Skønt de skulle undvære det personlige fællesskab med ham og midlet til underhold ved deres tidligere beskæftigelse, så ville den opstandne Frelser stadig sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også en bestemt hensigt med at byde dem kaste garnet ud på den højre side af båden. Til den side stod han selv på strandbredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, - så hans guddommskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser - så ville deres gerning lykkes for dem.