Midt i det frygtelige mørke og tilsyneladende forladt af Gud, havde Kristus tømt de menneskelige lidelsers kalk til bærmen. I disse forfærdelige timer havde han sat sin lid til de vidnesbyrd om sin Faders velbehag, som han tidligere havde fået. Han kendte sin Faders guddommelige væsen; han forstod hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed. Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans fryd at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre.