Vore bedemøder og menighedssammenkomster bør være til særlig hjælp og opmuntring. Enhver har en gerning at udrette for at gøre disse sammenkomster så levende og gavnlige som muligt. Det gøres bedst ved daglig at have en ny erfaring i det, som har med Gud at gøre, og ved ikke at tøve med at tale om hans kærlighed, hvor hans folk samles. Tillader vi intet mørke eller vantro at komme ind i vore hjerter, kommer det heller ikke til syne ved vore møder. . . .