Nu får disse ord af engelens mund deres fulpstændige opfyldelse: »Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselsmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.« Kristus åbenbares som sit folks genløser og befrier. Nu er »de øvrige« i sandhed »varselsmænd«, når tårerne og ydmygelsen fra deres pilgrimsvandring afløses af glæde og hæder for Guds og Lammets åsyn. »På hin dag bliver Herrens spire til pryd og ære, og landets frugt til stolthed og smykke. . . . Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver der er indskrevet til livet i Jerusalem.«