Da disciplene vendte tilbage til Jerusalem, betragtede folk dem med forundring. Man havde tænkt sig, at de efter Kristi domfældelse og korsfæstelse ville have virket nedslåede og skamfulde. Deres fjender ventede at se et udtryk for sorg og nederlag på deres ansigter. I stedet for dette var der kun glæde og sejrsfølelse at se. Deres ansigter lyste af en lykke, der ikke var af jordisk oprindelse. De sørgede ikke over fejlslagne forhåbninger, men de var fulde af tak og lovprisning til Gud. Med fryd fortalte de om Kristi vidunderlige opstandelse og hans optagelse til Himmelen, og mange troede på deres vidnesbyrd.