Laodikæabudskabet
Det sandfærdige vidne siger om en kold, livløs kristen menighed: "Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken er varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund" (Åb 3,15-16). Læg mærke til det som følger: "Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig." (vers 17). Her bliver der fremstillet et folk som er stolt af deres åndelige kundskab og deres forret. Men de har ikke været taknemmelige for de ufortjente velsignelser Gud har givet dem. De har været fulde af oprør og utaknemmelighed, og de har glemt Gud. Han har alligevel hele tiden behandlet dem som en kærlig og tilgivende far behandler sin utaknemlige og egenrådige søn. De har stået hans nåde imod, de har misbrugt de privilegier han har givet dem, de har sagt nej til de muligheder han åbnede for dem, og de har ladet sig nøje med at synke ned i en lad selvtilfredshed, skammelig utaknemmelighed, tomt formvæsen og hyklerisk falskhed. Med farisæisk stolthed har de snakket, indtil der blev sagt om dem: Du siger at du er rig og har overflod og mangler ingen ting.