I følge det lys som Herren har givet mig, står du i fare for at gøre det samme. Du har fremholdt sandheder som har været på sin plads, og som har gjort sin specielle tidsbestemte gerning i Guds folks troserfaring. Du erkender at disse bibelhistoriske hændelser er sande, men du anvender dem på fremtiden. De har fremdeles deres kraft på rette sted, i den kæde af begivenheder som har gjort os til et folk, sådan som vi er det i dag. Sådan anvendt skal de fremholdes for dem som er i vildfarelsens mørke. Jesu Kristi sande tjenere må samarbejde med deres brødre som har været med i virksomheden helt fra begyndelsen af den tredje engels budskab. De gik videre skridt for skridt og fik lys og sandhed efterhånden som de gik frem. De udholdt den ene prøve efter den anden medens de tog korset op som lå lige på stien hvor de gik. De anstrengte sig for at kende Herren. Han kommer lige så sikkert som lyset om morgenen. Du og andre af vore brødre må godtage sandheden sådan som Gud har givet den til sine børn, der gransker profetierne. De er blevet ledet frem ved en ægte, levende erfaring. De gik fremad punkt for punkt medens deres erfaring blev undersøgt, prøvet og lutret indtil sandheden blev en realitet for dem. I tale og skrift brød sandheden frem i klare, varme stråler til alle dele af verden. Det som for dem var en prøvende sandhed, sådan som de havde modtaget den fra Herrens bemyndigede budbærere, er en prøvende sandhed for alle som dette budskab er forkyndt for. |