Da min ældste søn var seksten år gammel, blev han slået ned af sygdom. Hans tilfælde blev betragtet som kritisk. Han kaldte os til sin sygeseng og sagde: "Far og mor, det vil blive vanskeligt for jer at måtte skilles fra jeres ældste søn. Hvis Herren ser det tjenligt at spare mit liv, vil jeg være glad for det, for jeres skyld. Hvis det er til det bedste for mig og til hans navns ære at mit liv skal afsluttes nu, så vil jeg sige at det er i orden med min sjæl. Far, gå for dig selv og bed, og mor, gå for dig selv og bed. Så vil I få et svar som er i overensstemmelse med min frelsers vilje, ham som både I og jeg elsker." Han var bange for at hvis vi bad sammen, ville vor medfølelse styrkes, og vi ville bede om det som ikke ville være bedst for Herren at give os.