Den Romerske vagts efterretning
Da den himmelske englehær havde forladt graven og lys og herlighed var borte, vovede den romerske vagtmand at rejse sit hoved op og se efter dem. De blev fyldt med forbavselse da de så at den store sten var blevet rullet fra gravdøren, og at Jesu legeme var borte. De skyndte sig til byen for at gøre det bekendt for præsterne og de ældste, hvad de havde set. Da disse mordere lyttede til denne urolige beretning, blev alle ansigter blege. De blev grebet af rædsel ved tanken over hvad de havde gjort. Hvis efterretningen var rigtig, var de fortabt. De sad tavse for en stund, så på hinandens ansigter, og vidste ikke hvad de skal gøre eller sige. Blev efterretningen accepteret ville de have fordømt sig selv. De trak sig til side for at rådføre sig hvad de skulle gøre. De besluttede at hvis den efterretning som vagten kom med skulle spredes blandt folk, ville dem der havde slået Kristus ihjel blive slået ihjel som Hans mordere.