Den måde han så ud på var et tydeligt sejrstegn for sandheden. At den mand som paven fordømte, skulle dømmes af en anden ret var i virkeligheden en fornægtelse af pontifeksens højeste myndighed. Reformatoren, som var bandlyst, og fordømt fra menneskelig fællesskab af paven, var blevet sikret beskyttelse, og tilstået en høring af nationens højeste gejstligheder. Rom havde befalet ham at være tavs, men han talte overfor tusinders tilstedeværelse fra alle dele af kristendommen. Rolig og fredfuld, og dog meget tapper og ædel, stod han som Guds vidne iblandt jorden storheder. Luther svarede i en underdanig og ydmyg tone, uden voldsomhed og lidenskab. Hans optræden var anderledes og respektfuld; alligevel viste han en tillid og glæde som overraskede forsamlingen.