For sent! For sent!
Da så jeg Jesus lægge sin præsteklædning til side og iklæde Sig Sin mest kongelige kåbe. På Hans hoved var der mange kroner, en krone inden i en krone. Omgivet af englehæren, forlod Han himlen. Plagerne faldt over jordens beboere. Nogle fordømte Gud og forbandede Ham. Andre ilede til Guds folk bad dem lære hvordan de kunne undfly Hans domme. Men de hellige havde intet til dem. Den sidste tåre for syndere var blevet fældet, den sidste pinefulde bøn var blevet sendt, den sidste byrde båret, den sidste advarsel givet. Den liflige nådesrøst var der ikke mere til at indbyde dem. Når de hellige, og hele himlen var interesseret i deres frelse, havde de ikke interesse for sig selv. Liv og død var foran dem. Mange ønskede livet, men anstrengte sig ikke for at få det. De valgte ikke livet, og nu var der ikke noget soneblod der kunne rense den skyldige, ingen medfølende Frelser til at bede for dem og råbe: »Spar, spar synderen lidt længere.« Hele himlen havde forenet sig med Jesus, da de hørte de frygtelige ord: »Det er sket. Det er fuldbragt.« Frelsesplanen var blevet udført, men nogle få havde valgt at tage imod den. Og da nådens liflige røst døde bort, greb frygt og rædsel de onde. Med frygtelig tydelighed hørte de ordene: »For sent! For sent!«