Guds folk sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. Med tårer advarer de de gudløse imod den fare, de udsætter sig for ved at træde den guddommelige lov under fod, og med usigelig sorg ydmyger de sig for Herren på grund af deres egne overtrædelser. De gudløse håner deres sorg og spotter deres højtidelige formaninger og foragter, hvad de kalder deres svaghed. Men Guds folks ængstelse og ydmygelse er umiskendelige tegn på, at de er i færd med at genvinde den karakterens styrke og adel, der er gået tabt som følge af synd. {2VM 147-150}