Hvis de, som forkynder vor tids alvorlige advarsler, virkelig forstod deres ansvar overfor Gud, ville de se betydningen af inderlig og brændende bøn. Når byen ved midnatstid var faldet til ro, og hver mand var gået til sit hus, ville Kristus - vort eksempel, begive sig til Oliebjerget. Der ville han i træernes skygge tilbringe hele natten i bøn. Han, som selv var uden antydning af synd, han, hvis stemme de forfærdede disciple igennem stormen hørte i den fjerde nattevagt, som en himmelsk velsignelse, og en, hvis ord kunne opvække de døde fra deres grave. Ham var det, som bad så inderligt under gråd og tårer, ikke for sig selv, men for dem, han var kommet for at frelse.