David forberedte sig i ungdomstidens skønhed og styrke til sin høje stilling blandt Jordens fornemste. Han betragtede sine evner som værdifulde gaver fra Gud og benyttede dem til at forherlige den guddommelige giver. De rige anledninger, han havde til at gøre iagttagelser og meditere, bidrog til at skænke ham den visdom og gudsfrygt, som fik Gud og englene til at elske ham. . . . Hans kærlighed, hans sorger og hans sejre gav ham stof til eftertanke, og når han så, at det var Guds kærlighed, der lå bag alt det, han havde oplevet, bankede hans hjerte endnu heftigere i tilbedelse og taknemmelighed, hans stemme klang endnu skønnere, og han slog harpens strenge med endnu større jubel. Således gik hyrdedrengen frem fra styrke til sejr og fra kundskab til visdom, for Herrens Ånd var over ham.?