Det får, som har forvildet sig bort fra hjorden, er det mest hjælpeløse af alle skabninger. Det må opsøges, da det ikke selv kan finde vejen hjem. Således er det med det menneske, der er vandret bort fra Gud. Det er lige så hjælpeløst som det fortabte får, og hvis Gud ikke i sin kærlighed kommer det til hjælp, finder det aldrig vejen tilbage til ham. Med hvilken medlidenhed, sorg og udholdenhed må underhyrden da ikke søge efter de fortabte! . . . Dette betyder, at man tåler ubehageligheder og forsagelse. Det betyder øm omsorg for de vildfarende og en guddommelig medfølelse og overbærenhed. Det kræver, at man har et øre, der kan lytte med deltagelse til hjerteknusende beretninger om uret, nedværdigelse, fortvivlelse og elendighed.