Himmelens Majestæt stod roligt, overbevist, som en gud over for sine modstandere. Han frygtede ikke deres truende blikke eller deres hænder fyldt med sten. Han havde visheden om, at usynlige kræfter, hærskarer af engle stod omkring ham, og at de på et ord fra hans læber ville slå skaren med forfærdelse, hvis en sten blev kastet mod ham. Uforfærdet stod han foran dem. Hvorfor blev stenene ikke slynget mod ham? Det var fordi guddommeligheden strålede gennem menneskeligheden, og de som en åbenbaring forstod, at her var noget ud over det sædvanlige. De knyttede hænder åbnede sig, og stenene faldt til jorden. Hans ord havde bekræftet hans guddommelighed, og nu bar hans personlige fremtræden, hans øjnes lys og hans majestætiske skikkelse vidnesbyrd om den kendsgerning, at han var Guds elskede Søn.