Kristus var en skarp iagttager og lagde mærke til meget, som andre overså. Han var altid hjælpsom, altid rede til at tale håbets og trøstens ord til de mismodige og sørgende. Han tillod skaren at trænge ind på sig uden nogen beklagelse, skønt han derved til tider nærmest blev løftet op fra jorden. Når han mødte et begravelsestog, gik han ikke ligegyldigt forbi. Der kom et sørgmodigt udtryk i hans ansigt, når han så døden, og han græd med de sørgende.