Disciplene nærede ikke mere nogen frygt for fremtiden. De vidste, at Jesus var i Himmelen, og at han stadig elskede dem lige højt. De vidste, at de havde en ven ved Guds trone, og de var ivrige efter at fremføre deres bønner til Faderen i Jesu navn. . . . Ved troen rakte de deres hænder ud for at modtage mere og mere, med denne stærke begrundelse: »Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, . . . som også går i forbøn for os.« Og pinsen bragte dem glædens fylde ved Helligåndens nærværelse, netop som Kristus havde lovet.