Vi er nær ved den anden generalkonferensesamlings afslutning, og om få dage vil de delegerede blive spredt til deres respektive områder, og et nyt års arbejde begynder.

Dette har været en meget interessant konferense, og selv om den ikke er blevet præget af den fred og harmoni som ellers har vist sig, har den dog været så udbytterig som aldrig før, for mange vigtige sager er kommet frem, og nogle af konklusionerne, som vil blive af stor værdi, idet de må påvirke vort fremtidige arbejde. Mange går fra dette møde, besluttet på at studere Bibelen som aldrig før, og dette vil resultere i en klarere forkyndelse.

Som du til bulletinen utvivlsomt har bemærket , så er der gjort mange tiltag for vore udenlandske missioner, også nogle gode bevægelser for værkets fremme i sydstaterne. W. C. Whites brev til Smith Sharp, skrevet fra Minneapolis, Minnesota, d. 2. nov. 1888.

Det skal bemærkes at sammen med rapporten om vækst, nævner ældre White manglen på fred og harmoni der nogle gange har vist sig ved vore generalkonferensesamlinger. Herved refererede han til teologiske diskussioner under 1888-mødet, som er anderledes fra andre generalkonferenser i adventisthistorien.

Disse diskussioner begyndte i det ugelange præsteseminar, idet nogle emner som de ti riger, Kristi guddommelighed, helbredelse af den dødelig sårede og tanker om retfærdiggørelse ved tro, ifølge agendaen blev vendt. Diskussionen om de ti riger blev forbitret og tog uforholdsmæssig lang tid. Nogle emner var planlagt til at blive fortrængt. Ved afslutningen (158) af seminaret begyndte ældre E. J. Waggoner, medredaktør af Signs of the times, en studieserie om loven, i galaterbrevet, der forenede hans fremstilling af den kristne tro med Kristi retfærdighed. Dette fortsatte i løbet af den første uge i generalkonferensesamlingen.

Det var denne studieserie, specielt dem der kom ind på del-emnet om loven i galaterbrevet, der startede den efterfølgende kontrovers. Der blev ikke udarbejdet referat af disse diskussioner, men overfladiske noter af en eller to delegerede, Ellen Whites optegnelser og mange tilstedeværende der viste bitterhed over kontroversen og de ødelæggende virkninger af flere fremtrædende menighedslederes negative optræden.

Også før de delegerede samlede sig i Minneapolis havde der været diskussioner over nøglespørgsmål i flere år. I nogles hjerter var der også opbygget en modstand og ikke-accepteren af Ellen Whites advarende og irettesættende budskaber. Hun fik en fremmedartet og modstanderagtig attitude mod sig, fra nogle af de ledende prædikanter.

Idet E. J. Waggoner førte en undersøgelse af loven i galaterbrevet og frelse ved tro, herskede en debatterende ånd en del i diskussionerne. Dette betyngede Ellen White. Selvom hun ikke var blevet afklaret med ældre Waggoner om alle detaljerne i hans udlægning af loven i galaterbrevet, blev hendes hjerte varmt af hans klare udtalelse om principperne om retfærdiggørelse opnået ved troen i Kristus. Hun talte tyve gange i Minneapolis og, især til de tidlige præstemøder om morgenen, bad hun indtrængende om åbenhjertige bibelstudier. Hun selv talte ikke over emnet retfærdiggørelse ved tro.

Reaktionerne over at der blev lagt vægt på denne vitale sandhed var blandede. Ved 1893-generalkonferensesamlingen, talte A. T. Jones om at antage de sandheder der blev fremholdt i Minneapolis og sagde: Jeg ved at nogle, som var der antog den; andre forkastede den fuldstændigt. I kender til de samme ting. (159) Andre forsøgte at stå halvvejs mellem begge, og løse det derved. - Generalkonferense bulletinen, 1893, p. 183.

Nogle gange blev diskussionerne hæftige. Nogle frygtede at nye betoninger ville svække kirkens stærke position til Guds lov, især sabbatssandheden, og modstår stærkt budskabet om retfærdighed ved tro. Under konferensen blev der ikke gjort tiltag på dette punkt eller nogen andre punkter kom frem under bibelstudierne.

Ellen White berettede i et brev, skrevet på den sidste dag i samlingen, et brev der i denne sektion har overskriften: Mit mod og min tro har været god, uanset det mest ufattelige tovtrækkeri de har været igennem, og hun udtrykte sin overbevisning, idet hun så det i nøje sammenhæng, at mødet ville resultere i meget godt. (brev 82, 1888) Nogle få uger senere skrev hun sit tilbageblik over Minneapolis konferensen. Det meste af dette er med i denne sektion.

I ugerne og månederne efter denne samling udviklede der sig en hård kærne af modstandere i Battle Creek, kirkens hovedkvarter og omkring dens store institutioner. Ellen White satte sig ofte ud over Battle Creek, og tog ud i marken for at viderebringe budskabet til menighederne. Nogle gange arbejdede hun med Ældre Jones og Waggoner da alle tre var engageret med at overbringe evangeliets dyrebare sandheder. Hun fremførte budskabet til et betydningsfuldt og succesrigt møde vore prædikanter i januar, 1889, i South Lancaster, hvor mange blev velsignet rigt. En beretning er inkluderet i dette kapitel.

Ellen G. White-dokumenterne bringer en kraftig henvendelse vedrørende de grundlæggende principper om retfærdiggørelse ved tro, som blev bragt ved Ottawa-lejrmødet i Kansas d. 11. maj 1889. Dette og hendes beretning om reaktionen står i E. G. White bogen Tro og gerninger, side 63-84.

Det vandt sejr i Chicago og i Denver, Colorado hvor lejrmødet blev afholdt i september 1889, og hun talte til medarbejderne om behovet for et rigtigt begreb af retfærdiggørelse ved tro. Talen i Denver står i denne sektion.

(160) Da hun deltog i generalkonferensesamlingen af 1889, blot et år efter Minneapolis-mødet, fortalte hun dette:

Vi har de mest fremragende møder. Den ånd der var ved Minneapolis-møderne, er ikke her. Alle bevæger sig i harmoni med hverandre. Der er en stor deltagelse af delegerede. Der er god tilslutning til vort møde kl. fem om morgenen, og møderne er gode. Alle de vidnesbyrd som jeg har lyttet til, har været af ophøjende karakter. De siger at de senere år har været de bedste i deres liv; lyset, som skinner frem fra Guds Ord har været klart og tydeligt - retfærdiggørelse ved tro, Kristus vor retfærdighed. Oplevelserne har været meget interessante. - Manusskrift 10, 1889 (udgivet i Selected messages bog 1, s. 361.)

Den 3. februar 1890, da hun talte til prædikanterne, der havde samlet sig i Battle Creek til et præstemøde, gik hun tilbage til sine erfaringer fra marken i 1889. Hendes udtalelser passer til denne indledning:

Vi har rejst overalt, til forskellige mødesteder, hvor jeg har stået side om side med Guds budbringere, som jeg vidste var hans budbringere - som jeg vidste havde et budskab til Hans folk. Sammen med dem gav jeg mit budskab i direkte overensstemmelse med det budskab de frembar. Hvad så vi?

Vi så en kraft følge med budskabet. I alle tilfælde arbejdede vi, og nogle vidste hvor hårdt vi arbejdede, jeg mener det var hele ugen, vi tog tidligt og sent, til Chicago, for at vi kan få disse tanker i brødrenes sind.