Idet de dvælede ved hans rene, hellige liv, syntes det for dem, som om ingen møje ville være for svær, intet offer for stort, dersom de blot i deres liv kunne bære vidnesbyrd om Kristi elskelige karakter. O, tænkte de, om de blot kunne have levet de sidste tre år om igen, hvor langt anderledes ville de da ikke have optrådt! Dersom de blot kunne se Mesteren igen, hvor alvorligt ville de ikke bestræbe sig for at vise, hvor højt de elskede ham, og hvor oprigtigt bedrøvede de var over nogen sinde at have såret ham med et ord eller en handling i vantro! Men de fandt trøst i den tanke, at de havde fået tilgivelse. De havde sat sig for, at de så vidt muligt ville udsone deres vantro ved frimodigt at bekende ham for verden. |