Den fordringsfulde mand burde hellere tage børnene ud af hustruens arme, sådan at hun kunne få tid til at gøre maden færdig. Men dersom børnene er vildt og urolig i hans arme, føler han det sjælden som sin pligt at forsøge at trøste og berolige det. Han tænker ikke på alle de timer moderen har måttet prøve at berolige børnene, men bliver hurtigt utålmodig og råber på hende for at hun skal tage sig af det. Er det ikke lige så meget hans børn som det er hendes? Er det ikke hans selvfølgelige pligt at dele ansvaret med at opdrage børnene?