Jeg så, at mange sjæle kunne frelses, dersom de unge var, hvad de burde være, helliget Gud og sandheden; men de indtager almindeligvis en sådan stilling, at der til stadighed må arbejdes for dem, thi ellers vil de selv blive verdslige. De er en kilde til stadig ængstelse og hjerteve. Der flyder tårer for dem, og kvalfulde bønner opsendes fra forældres hjerter for dem. Dog fortsætter de, ligegyldige over for den smerte, deres adfærd volder. De planter torne i deres bryst, som er villige til at dø for at frelse dem og få dem til at blive, hvad Gud ved Kristi blods fortjeneste bestemte dem til. . . . .