Vi står overfor en mægtig fjende, og han hader ikke kun alle mennesker der er dannet i Guds billede, men han hader Gud og hans enbårne Søn Jesus Kristus med bitreste fjendskab. Når mennesker udleverer sig til at være Satans slaver, viser han ikke sit fjendskab over for dem, sådan som han gør det overfor dem, som bærer kristennavnet og overgiver sig til tjeneste for Gud. Han hader dem med et dødeligt had. Han ved, at han kan bedrøve Jesus ved at få dem ind under sit bedrags magt, ved at skade dem og ved at svække deres tro, sætte dem ude af stand til at gøre Guds tjeneste, som de er pålagt at udføre under Hærføreren Jesus Kristus. Satan vil unde dem, der som slaver er bundet til hans vogn, en vis grad af ro, thi de er hans villige fanger, men hans fjendskab blusser op, når nådens budskab når til hans trælbundne slaver, og de så søger at vriste sig bort fra hans magt for at kunne følge den sande hyrde. Så er det at han forsøger at binde dem med flere lænker så de holdes fangne. Striden mellem sjælen og Satan begynder, når fangen giver sig til at rykke i lænken og længes efter at blive fri; for det er da at menneskeagenten begynder at samarbejde med himmelske forstandsvæsener, når troen tager fat i Kristus. Så er det at Ham der er stærkere, end den bedst bevæbnede mand, er sjælens hjælper, og den stakkels fange styrkes ved Helligånden til at blive fri.