I Kristus var det Guddommelige og det menneskelige forenet. Det Guddommelige blev ikke reduceret til menneskelighed. Det Guddommelige var fortsat Guddommeligt, men ved at være forenet med det Guddommelige, var det menneskelige i stand til at modstå de frygteligste fristelser i ørkenen. Denne verdens fyrste kom til Kristus da han var sulten efter den lange faste og foreslog at han skulle sige til stenene at de skulle blive til brød. Men i Guds plan for menneskers frelse var det forudsat at Kristus skulle lære at føle sult, fattigdom og alle menneskelige erfaringer. Han modstod fristelsen ved den magt som også mennesker har adgang til. Han tog fat i Guds trone. Der findes ikke noget menneske som ved tro på Gud ikke har anledning til at få del i den sande hjælp. Mennesket kan få del i Guddommelig natur. Der findes ikke noget menneske som ikke kan tilkalde hjælp fra himmelen i fristelsens og prøvens stund. Kristus kom for at åbenbare kilden til sin magt, for at mennesker aldrig skulle behøve at stole på deres egne menneskelige muligheder, uden at kunne bede om hjælp.