Spørgsmålet om vor personlige frelse er også afhængig af vort samarbejde med de guddommelige magter. Gud har givet os moralske evner og religiøs følsomhed. Han har givet sin Søn som en løsesum for vore synder, sådan at vi skulle blive forligt med Gud. Jesus levede et liv i selvfornægtelse og selvopofrelse for at vi skulle følge hans eksempel. Han har givet os Den Hellige Ånd til at være i Kristi sted på ethvert sted hvor hans hjælp behøves. Han bruger de himmelske repræsentanter til at bringe guddommelig kraft som så forenes med vore menneskelige anstrengelser. Men vi må tage imod Guds gave, vi må angre og tro på Jesus. Vi må våge og bede, og vi må være lydige mod Guds krav. Vi må praktisere selvfornægtelse og selvopofrelse for Kristi skyld. Vi må vokse og blive et med Kristus ved stadig at have forbindelse med ham. Hvad som helst der leder sindet bort fra Gud ved at stole på mennesker, eller for at tilpasse sig en menneskelig standard, vil hindre os i at samarbejde med Gud når det gælder vor egen frelse. Herren forbød sit folk at slutte forbund med hedningerne, "Tag dig i agt for at slutte pagt med indbyggerne i det land, du rykker ind i, for at det ikke skal blive en snare for dig." (2Mos 34,12). Han sagde: "For det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udryde dig." (5Mos 7,4). Det samme princip kan anvendes når det gælder forening mellem kristne og ugudelige.