Var det for stor en iver og interesse, for stor en begejstring, der blev lagt for dagen for at redde et eneste menneske? Sikkert ikke. Men hvad er vel tabet af det timelige liv at regne i sammenligning med tabet af en sjæl? Dersom faren for, at et menneskeliv kan gå tabt, formår at vække så stærke følelser i hjerterne, bør så ikke tabet af en sjæl vække endnu større iver hos dem, som mener, at de forstår, hvilken fare de befinder sig i, som er borte fra Kristus? Skal Guds tjenere ikke vise lige så megen nidkærhed i arbejdet for sjæles frelse, som der blev vist for den mands liv, som lå begravet i brønden?