Laban handlede selvisk over for Jakob. Han tænkte kun på at fremme sig selv ved Jakobs trofaste arbejde. Han ville have forladt den listige Laban for lang tid siden, men han var bange for at træffe på Esau. Han hørte Labans sønners klagesange lyde: »Jakob har taget al vor faders ejendom, og deraf har han skabt sig al den velstand.« Og Jakob læste i Labans ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.”