Skuffet, men ikke svigtet Men de skulle atter skuffes. Det forventede at tidspunkt var ovre, og deres Frelser viste sig ikke. Med urokkelig tillid havde de set frem til Hans komme, og nu følte de ligesom Maria, der kom til Frelserens grav og fandt den tom, udbrød hun grædende: »De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« |