Adams liv var sorgfuldt, ydmyg og i stadig anger. Da han lærte sine børn og børnebørn at frygte Herre, bebrejdede han sig ofte bitterligt for sin synd som resulterede i så megen ulykke over sine efterkommere. Da han forlod den smukke Edens Have, gyste han i rædsel ved tanken om at han måtte dø. Han så på døden som en frygtelig ulykke. Han blev først bekendt med den frygtelige virkelighed om døden i menneskeslægten, da han så sin egen Søn slå sin broder ihjel. Fyldt med bitter samvittighedsnag for sin egen overtrædelse, og frataget sin søn Abel, og så på Kain som hans morder, og vidende om at Guds forbandelse var erklæret over ham, bøjede Adams hjerte sig sorgfuldt ned. Han bebrejdede sig allerbitterst over sin første store overtrædelse. Han bad indstændigt om tilgivelse fra Gud, igennem det udlovede Offer. Han mærkede Guds vrede dybt for den forbrydelse han begik i Paradisets have. Han var vidne til generel fordærv som senere hen fik Gud til at udslette jordens beboere ved en syndflod. Den dødsdom hans Skaber fældede, som først viste sig så forfærdelig mod ham, efter at han havde levet nogle få hundrede år, så retfærdige og barmhjertige ud hos Gud, for at få en ende på et miserabelt liv.