Daniel besad den ægte ydmygheds ynde. Han var tro, urokkelig og ædel. Han søgte at leve i fred med alle, men når det drejede sig om principper, var han ubøjelig som de høje cedertræer. Over for dem, som havde myndighed over ham, var han ærbødig og lydig i alt, når det ikke stred imod hans troskab mod Gud, men han havde så høj en erkendelse af Guds krav, at jordiske herskeres krav var underordnet. Selviske hensyn kunne ikke få ham til at forsømme sin pligt.