Peter adlyder atter uvægerligt, har sit undrende blik naglet til hans himmelske gæst, og tror at han drømmer, eller har et syn. De bevæbnede soldater er passive som om de er hugget ud af marmoer, da englen igen befaler: »Kast din kappe om dig og følg mig!« Derefter bevæger det himmelske væsen sig mod døren, og den ellers så snaksalige Peter følger efter, stum af forbavselse. De går forbi den ubevægelige vagt og når den tungt boltrede og barikaderede dør, som svinger op af sig selv, og lukker straks igen; medens vagten inden for og uden for døren står ubevægelige på deres poster.