Se Paulus foran ateenernes Areopagus råd, idet han imødekommer videnskab med videnskab, logik med logik, filosofi med filosofi. Bemærk hvordan han, med taktfølelse af guddommeligfødt kærlighed, peger på Jehova som den »Ukendte Gud,« hvem hans tilhører har tilbedt i uvidenhed; og med ord fra deres egen digter, skildrer han Ham som en Fader, som de er børn af. Hør ham, denne samfundsopdelte tid, hvor menneskerettigheder slet ikke genkendes, idet han fremlægger menneskelig broders store sandheder, og erklærer at Gud »han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade.« Så viser han hvordan Gud, med Sin behandling af menneskene, viser sin nådige og barmhjertige hensigter som en guldtråd gennem tiderne. Han »han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem,. for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til han og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os«.