En følelse af æresfrygt, en frygt for at budskabet kunne være sandt, holdt den ikke-troende verden tilbage for en tid. Efter at tiden var gået og dette ikke viste sig straks, turde de ikke triumfere over de skuffede, men da de ikke kunne se tegn på Guds vrede, kom de sig over deres frygt og genoptog deres bebrejdelser og latterliggørelser. En stor klasse som bekendte at tro Herrens snarlige komme gav afkald på deres tro. Nogle som var meget overbeviste undrede sig så dybt over deres stolthed at det var som de flygtede fra verden. Ligesom ved Jonas, beklagede de sig over Gud, og valgte hellere døden frem for livet. Dem som baserede deres tro på andres meninger, og ikke på Guds Ord, var nu ligeså hurtige til at atter ændre deres synspunkter. Håns-mændene vandt de svage og kujonerne over til deres rækker, og alle gik sammen om at erklære det der ikke kunne frygtes eller forventes nu. Tiden var gået, Herren var ikke kommet, og verden forbliver den samme i tusindvis år.