Jesus selv havde forordnet deres gudstjeneste. Den havde været fuld af vitalitet og åndelig skønhed. Men det åndelige liv var gået tabt og kun ceremonierne var tilbage. De holdt fast ved de døde former og ceremonier også ét er at det åndelige liv var forsvundet iblandt dem. Når de afveg fra Guds forordninger og bud, forsøgte de at kompensere for det som var blevet borte, ved at øge antallet af deres egne forordninger og gøre dem endnu strengere end dem som Gud havde givet. Jo strengere de blev, desto mindre blev der igen af Guds Ånd og kærlighed. Kristus sagde til folket: "De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses' stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet og at folk kalder dem rabbi." "Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes." (Matt 23,2-7.23).