Neither is it the object of preaching to amuse. Some ministers have adopted a style of preaching that has not the best influence. It has become a habit with them to weave anecdotes into their discourses. The impression thus made upon the hearers is not a savor of life unto life. Ministers should not bring amusing stories into their preaching. The people need pure provender, thoroughly winnowed from the chaff. “Preach the word,” was the charge that Paul gave to Timothy, and this is our commission also. The minister who mixes story-telling with his discourses is using strange fire. God is offended, and the cause of truth is dishonored, when His representatives descend to the use of cheap, trifling words.—The Review and Herald, December 22, 1904. {TM 318.1}

Ejheller er det en prædikens formål at underholde. Nogle prædikanter har indført en prædikestil der ikke har den bedste indflydelse. Det er blevet en vane for dem at flette anekdoter ind i deres prædikener. Det indtryk der således gøres på tilhørerne er ikke en smag af liv til liv. Prædikanterne skulle således ikke bringe underholdende historier i deres forkyndelse. Folk behøver rent foder, fuldstændigt renset for avner. »Prædik ordet,« var formaningen som Paulus gav til Timoteus, og det er også vort hverv. Prædikanten der blander historie fortælling i hans prædikener bruger en fremmed ild. Gud er stødt, og sandhedens sag er vanæret, når hans repræsentanter nedlader sig til at brugen af tarvelige og ubetydelige ord. - Review and Herald, 22.dec, 1904.