The efficacy of the blood of Christ was to be presented to the people with freshness and power, that their faith might lay hold upon its merits. As the high priest sprinkled the warm blood upon the mercy seat, while the fragrant cloud of incense ascended before God, so while we confess our sins and plead the efficacy of Christ’s atoning blood, our prayers are to ascend to heaven, fragrant with the merits of our Saviour’s character. Notwithstanding our unworthiness, we are ever to bear in mind that there is One that can take away sin and save the sinner. Every sin acknowledged before God with a contrite heart, He will remove. This faith is the life of the church. As the serpent was lifted up in the wilderness by Moses, and all that had been bitten by the fiery serpents were bidden to look and live, so also the Son of man must be lifted up, that “whosoever believeth in Him should not perish, but have everlasting life.” {TM 92.2}

Virkningen af Kristi blod blev foræret til folket med friskhed og kraft, så folkets tro må lægges støttende på dette blods fortjenestfuldhed. Som ypperstepræsten stænkede varmt blod på nådestolen, mens den vellugtene sky af røgelse stiger op foran Gud, (93) alt imens bekender vi vores synder og beder om Kristi soneblods virkningsfuldhed, vore bønner vil stige op til himlen, duftende af vor Frelsers karakters fortjeneste. Til trods vores værdiløshed, skal vi for evigt have i sindet at der er én der kan tage synd væk og frelse synderen. Enhver synd bekendt foran Gud med et sønderknust hjerte, vil han fjerne. Denne tro er menighedens liv. Som slangen blev ophøjet i ørknen af Moses, og alle som var blevet bidt af de aggressive slanger blev bidt for at se og leve, så også menneskesønnen kunne ophøjes, så »enhver der tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.«