Når bekendende kristne til stadighed henleder andres opmærksomhed på deres bekendelse, er der ingen virkelige frugter til Guds ære. De synes selv, at deres religiøse liv og erfaring er tilfredsstillende. De har voldsomme følelser, udtrykker sig med overstrømmende nidkærhed og føler sig opstemte. Der er meget lidt i deres egne sjæle, der svarer til deres trosbekendelse. For dem er selvet fuldkommenhedens ideal. De lægger mere vægt på det indtryk, de gør på andre, end på det indre liv, som er skjult med Kristus i Gud.