..... Vi vanærer Gud, når vi kun betragter ham som en dommer, der er parat til at fælde dom over os og glemmer, at han er en kærlig Fader. Hele vort åndelige liv formes ved vor opfattelse af Gud og hvis vi nærer fejlagtige meninger om hans egenskaber, vil vor sjæl være med til at støtte uretten. Vi burde i Gud se én, som længes inderligt efter menneskenes børn og higer efter at gøre godt imod dem. ..... Gennem hele skriften fremstilles Gud som én, der kalder, bejler med sin rige kærlighed til sine vildfarne børns hjerter. Ingen jordisk fader eller moder kunne have en sådan tålmodighed med deres børns fejl og fejltagelser, som Gud har det med dem, han søger at frelse. Ingen kunne henvende sig mere indtrængende til overtræderen. Fra intet menneske har der nogen sinde lydt en kærligere bøn til den vejfarende end fra ham. Burde vi så ikke elske Gud og vise vor kærlighed ved ydmyg lydighed? Lad os vogte over vore tanker, vore handlinger og vor indstilling til Gud, thi alle hans løfter udspringer kun af hans ufattelige kærlighed.