Jesus Kristus holdt "det ej for et røvet bytte at være Gud lig". Det var kun Guddommen, der havde kraft til at helbrede mennesket for slangens giftige sår, og derfor påtog Gud sig menneskeskikkelse i sin enbårne Søn, og i menneskelig svaghed opretholdt han Guds karakter, retfærdiggjorde enhver enkelthed i hans hellige lov og tog imod vredens og dødens dom for menneskenes skyld. Hvilken tanke! Han, som var ét med Faderen, før verden blev skabt, havde så stor medlidenhed med en verden, der er fortabt og ødelagt på grund af overtrædelse, at han gav sit liv som løsepenge for den. Han, som var Faderens afglans og hans væsens, udtrykte billede, har i sit eget legeme vore synder op på træet, det han led straffen for menneskets overtrædelse, indtil retfærdigheden var sket fyldest og ikke krævede mere. Hvor stor er ikke forløsningen, som er blevet tilvejebragt for os! Den er så stor, at Guds Søn døde den grusomme korsdød for at bringe liv og udødelighed til os ved troen på ham.