Kristus stod som den øverste blandt mennesker i menneskenes klædning. Han var så fuld af medlidenhed og kærlighed, at de fattigste ikke var bange for at komme til ham. Han var venlig mod alle, og de ringeste kunne let nærme sig ham. Han gik fra hjem til hjem, helbredte de syge, sørgede for de sultne, trøstede de sørgende, beroligede de plagede og talte fred til de bekymrede. Han tog de små børn i sine arme og velsignede dem og talte trøstens og opmuntringens ord til de trætte mødre. Med utrættelig ømhed og mildhed mødte han enhver form for menneskelig lidelse og nød. Han arbejdede ikke for sig selv, men for andre. Han var villig til at ydmyge sig, til at fornægte sig selv. Han søgte ikke at udmærke sig. Han var alles tjener. Det var hans mad og drikke at være til opmuntring og trøst for andre, at glæde de bedrøvede og tyngede, som han daglig kom i berøring med.