Det stolte menneskehjerte glæder sig over at rejse storslåede og kostbare bygninger, og ser med tilfredshed på det de selv har udført. Men Gud lod Adam bo i en have. Det var hans bolig. Himmelen dannede en mægtig kuppel over den, og jorden, med alle de smukke blomsterne og med et dække af levende grønt, var gulvet. De øvrige grene på de mægtige træer udgjorde væggene. Hjemmet var smykket med alle tænkelige kunstværker, smukkere end alt det menneskelige kunstnere har frembragt. I alt det som omgav det lykkelige par, var det en lærdom for alle tider; at ægte tilfredshed ikke findes i selvtilfredsstillelse og overdådig luksus, men i samfundet med Gud gennem hans skaberværk.