Daniels forældre havde i hans barndom vænnet ham til streng afholdenhed. De havde lært ham, at han i alle sine vaner måtte rette sig efter naturens love; at det, han spiste og drak, havde en direkte indflydelse på hans fysiske, åndelige og moralske natur, og at han skulle stå Gud til regnskab for sine evner, som Gud havde betroet ham, og han måtte ikke på nogen måde svække eller forkrøble dem. Som følge af denne undervisning ophøjede han Guds lov i sit sind og ærede den i sit hjerte. Daniel gennemgik i de første år af sit fangenskab en ildprøve, der skulle gøre ham bekendt med hoffets pragt, med hykleri og med hedenskab. I sandhed en mærkelig skole til at gøre ham skikket til at leve et liv i afholdenhed, flid og troskab. Og dog levede han uden at blive forgiftet af den onde atmosfære, han var omgivet af.