Når jeg irettesatte mine børn, tillod jeg end ikke min stemme at blive forandret. Når jeg så noget forkert, ventede jeg, indtil »heden« var ovre, og så tog jeg dem til side, efter at de havde haft anledning til at overveje det og skammede sig. De ville skamme sig, hvis jeg gav dem en time eller to til at tænke over tingene. Jeg gik altid et andet sted hen og bad. Jeg sagde ikke noget til dem på det tidspunkt.