Mange forældre nægter at tilfredsstille børnene på områder, som er ufarlige og uskyldige, og er så bange for, at de skal opmuntre dem til at nære ønske om noget ulovligt, at de end ikke giver deres børn lov til at få de glæder, som børn bør have. Af frygt for dårlige resultater nægter de at give tilladelse til enkle adspredelser, som ville bevare dem fra netop de onder, de søger at undgå. Derfor tænker børnene, at det ikke nytter at håbe på nogen velvilje, og de spørger derfor ikke. De stjæler sig bort til de fornøjelser, som de tror vil blive forbudt. Tilliden mellem forældre og børn bliver således brudt.