Her var en mand, som daglig nedværdigede sig selv og dog turde vove at træde frem for Guds åsyn og bede om en forøgelse af styrke, som han på skammelig vis havde bortødslet, og som han i tilfælde af bønhørelse ville ødsle bort i sine lyster. Hvilken overbærenhed Gud dog har! Dersom han handlede med menneskene efter deres fordærvede veje, hvem kunne da leve for hans øjne? Hvad ville være sket, om vi havde været mindre varsomme og havde bragt denne mands sag frem for Gud, medens manden øvede uretfærdighed? Ville Herren have hørt os? Ville han have svaret? »Thi du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, for dig skal dårer ej træde frem, du hader hver udådsmand.« . . .