Man hører vinden suse i træernes grene, så blade og blomster rasler; dog er den usynlig, og intet menneske ved, hvorfra den kommer, eller hvorhen den går. Sådan er det også med Helligåndens gerning i hjertet. Den lader sig ikke bedre forklare end vindens bevægelser. Et menneske er måske ikke i stand til nøjagtigt at angive tid eller sted eller til at spore alle de omstændigheder, der står i forbindelse med dets omvendelse, men dette er ikke noget bevis for, at det ikke er omvendt. Ved en kraft, der er lige så usynlig som vinden, indvirker Kristus bestandig på hjertet. Lidt efter lidt, og måske uden at den modtagende aner det, øves der en indflydelse, som tjener til at drage sjælen til Kristus. Denne kan modtages ved at tænke på ham, ved at læse i skrifterne eller ved at høre ordet forkyndt af en prædikant. Og pludselig, idet ånden taler mere direkte til en, overgiver sjælen sig med glæde til Jesus. Dette kaldes af mange for pludselig omvendelse, men det er en følge af Guds Ånds dragning gennem lang tid, en tålmodig og langvarig fremgangsmåde.