Apostelen Paulus betragtede dovenskab som en synd. Han havde lært alle dele af teltmagerhåndværket, og medens han optrådte som prædikant, arbejdede han ofte med sit håndværk for at ernære sig selv og andre. Paulus betragtede ikke den tid, han brugte på denne måde, som tabt. Under sit arbejde havde apostelen anledning til at nå en klasse mennesker, som han ellers ikke ville være kommet i berøring med. Han viste sine medarbejdere, at dygtighed i almindelige foretagender, er en gave fra Gud, og han lærte, at Gud skal æres selv i hverdagslivets små gøremål. Hans barkede næver forringede ikke på nogen måde kraften af hans inderlige henvendelser til folket som kristen prædikant.