(182) Vi er i verden, men vi skal ikke være af verden. Jesus bønfalder om, at dem som han døde for, ikke må miste deres evige løn, ved at bortødsle deres kærlighed til ting på denne forgængelige jord, og således kaste sig selv ud af evig ulykke. En oplyst dømmekraft tvinger os til at anerkende, at himmelske ting er langt overordnet end jordiske sager, og alligevel leder menneskets fordærvede hjerte det til at give verdens ting forrang. Store menneskers meninger, videnskabsteorier, såkaldte falsum, blandes med sandhederne i den hellige skrift.