Det religiøse liv hos et stort antal af dem, som bekender at være kristne, er sådan at de viser at de ikke er kristne. De fremstiller hele tiden Kristus forkert, forfalsker Hans karakter. De mærker ikke betydningen af denne karakterforvandling, og så må de tilpasses Hans guddommelige lignelse; og til tider vil de udvise en falsk del af kristendommen for verden, som vil virke for de sjæles ruin, som de kommer i selskab med, netop fordi de, selvom de bekender sig som kristne, ikke er under Jesu Kristi kontrol. Deres egne nedarvede og fremelskede karaktertræk føjes som dyrebare egenskaber, skønt de har en dødbringende indflydelse over andre menneskesind. Med tydelige og enkle ord vandrer de i gnisterne af deres egen optænding. De har en religion at underkaste sig, og kontrolleres af, omstændighederne. Hvis alt sker sådan som det behager dem, og der ikke er forhold der driller som kræver noget af deres overfladiske, uunderlagte og ukristelige natur, så nedlader de sig og bliver behagelige, og vil være meget tiltrækkende. Når der sker ting i familien eller i deres omgang med andre som generer dem og provokerer deres temperament, hvis de lægger alle forhold frem for Gud, og fortsætter deres bøn, beder indstændig om Hans nåde før de går i gang med deres daglige arbejde (266) som lærere, og selv kender Kristi kraft, nåde og kærlighed iboende deres egne hjerter, før de går i gang med deres arbejde, kommer Guds engle med dem ind i klasseværelset. Kommer de i en provokeret og irriteret tilstand ind i klasseværelset, efterlader den moralatmosfære der giver indtryk på de børn, de har i varetægt, og i stedet for at kunne undervise børnene, behøver de at nogen underviser dem i Kristi lektier.