Selvom jøderne havde Skrifterne, som vidnede om Kristus, var de ikke i stand til at erkende Kristus i Skrifterne; og selvom vi har Det Gamle og Det Nye Testamente, forvrider mennesker Skrifterne for at undgå dens sandheder; og i deres fortolkninger af Skrifterne, lærer de, ligesom farisæerne gjorde, menneskers normer og traditioner i stedet for Guds bud. På Kristi tid havde de religiøse ledere så længe præsenteret menneskelige idéer for folket, så Kristi lære var på alle måder modsat deres teorier og praksis. Hans bjergprædiken modsiger i virkeligheden de selvretfærdige skriftkloges og farisæernes lære. De fik således fremstillet Gud forkert, at de så ham som en hård dommer, uden at kunne have medlidenhed, barmhjertighed og kærlighed. De gav folket endeløse leveregler og traditioner som kom det fra Gud, skønt de ikke havde noget ”så siger Herren” i deres autoritet. Selv om de bekendt med at kende og tilbede den sande levende Gud, fremstillede de ham helt forkert, og Guds karakter, som blev repræsenteret i hans Søn, var som en almindelig borger, en ny gave til verden. Kristus gjorde alt for at feje Satans forkerte fremstillinger bort, så menneskers tillid til Guds kærlighed kan genoprettes. Han lærte mennesker at henvende sig til universets største Hersker ved det nye navn ”Vor Fader.” Dette navn angiver hans sande forhold til os, og når menneskelæber siger det i oprigtighed, er det musik i Guds ører. Kristus leder os til Guds trone ved en ny og levende vej, for at vise ham for os i Hans faderlige kærlighed.— The Review and Herald, 11. september, 1894.